Saskia Besiakov
Guldsmed og smykkedesigner
Saskia Besiakov er guldsmed og smykkedesigner med en særlig interesse for materialer, der kan holde og følge os gennem livet.
I sit arbejde undersøger Saskia balancen mellem det fine og det rå, mellem balance og ubalance og mellem det perfekte og det menneskelige. Hendes smykker bliver til gennem et tæt arbejde med materialet og et klassisk guldsmedehåndværk, hvor sporene af processen gerne må være en del af det færdige udtryk.
Hun arbejder blandt andet med genanvendt guld og ædelmetaller og skaber smykker, der er tænkt til at blive båret og få betydning over tid.
For Efterliv Studio har Saskia udviklet armbåndet Forbindelse – et smykke i to dele, hvor den ene del bæres af den efterladte, mens den anden kan gives med den, man har mistet, placeres ved et gravsted eller et andet betydningsfuldt sted.
Smykket er skabt som et fysisk symbol på den forbindelse, der fortsat kan eksistere mellem os og dem, vi savner.
Sandra Vlachakis
Kunstner
Sandra Athina Vlachakis har gennem hele sit voksne liv arbejdet kunstnerisk og kreativt på tværs af forskellige udtryksformer.
Musikken har i mange år været en stor del af hendes liv, men efter tabet af hendes datter Sonja blev det kreative også en måde at være i sorgen og forbindelsen på. Gennem skrivning, maleri, keramik og akvarel undersøger Sandra de følelser og erfaringer, der ikke altid lader sig indfange med ord.
Hendes værker kredser om kroppen, moderskabet, sorgen og den fortsatte forbindelse til dem, vi har mistet. Til Efterliv Studio har Sandra blandt andet skabt en serie håndmalede akvareller til mødre, der ikke fik deres barn med hjem.
I Efterliv Studio arbejder Sandra både kunstnerisk og med udviklingen af kreative og kropslige fællesskaber for mennesker i sorg.
Sarah Vilje
Forfatter og illustrator
Sarah Vilje Skjærbæk Jensen er forfatter, antropolog og sorgvejleder og står bag børnebogen Vilje giver gaver.
Efter at hendes søn Vilje døde pludseligt som treårig i 2022, begyndte Sarah at arbejde kreativt med sorg, minder og den fortsatte forbindelse til dem, vi har mistet.
Hun har siden skabt et univers omkring Vilje, hvor illustrationer, fortællinger og kreative materialer giver børn og voksne mulighed for at nærme sig sorgen på en enkel og sanselig måde.
Til Efterliv Studio udvikler Sarah blandt andet postkort, aktivitetsmaterialer og andre kreative produkter, der inviterer til samtaler om sorg, savn, kærlighed og forbindelse.
Hendes arbejde tager udgangspunkt i en tro på, at relationen til den, vi har mistet, ikke behøver at forsvinde, fordi mennesket er dødt – men kan få nye former i det liv, der fortsætter.